MOR & BABY YOGA rummer aktiviteter i form af lyd, bevægelse, åndedræt, meditation og afspænding, som gavner både dig og dit barn og forbindelsen imellem jer.
Med dit barn ved din side laver vi styrkende og udstrækkende øvelser for kroppen inkl. bækkenbundstræning, samt åndedræts-
øvelser og afspænding. Børnene inddrages med sang, massage og særlige yogaøvelser for de små. Dit barn er selvfølgelig også velkommen til at tage sig en lur i barnevognen, som kan stå roligt og sikkert i vores stille gård (medbring baby alarm).
Du har glæde af yoga, som:
• Genopbygger og styrker din krop efter fødslen, afhjælper problemer med f.eks. nakke, skuldre og ryg, og understøtter en god kropsholdning.
• Giver mere energi til de daglige gøremål.
• Afhjælper stress og bekymring.
• Fremmer afslapning og god søvn.
Din baby har glæde af yoga, som:
• Understøtter dets udvikling, motorisk og følelsesmæssigt, gennem passende stimulation af krop og sanser.
• Fremmer god appetit og god søvn.
• Afhjælper almindelige helseproblemer som kolik, forstoppelse og luft i maven.
• Forbedrer kontakten og kommunikationen imellem jer - og spreder glæde.
En Mor & baby yogaelev fortæller: Tak for dejlig og inspirerende time i dag. Det er dejligt, at man kan komme lettere stresset og så gå derfra afslappet og med god fornemmelse i kroppen.
UNDERVISNING
Undervisningen tager udgangspunkt i klassisk Hatha yoga (ikke Ashtanga vinyasa yoga). Forvent enkle øvelser i et roligt flow fremfor sved på panden! Og inspiration til øvelser du også kan lave derhjemme.
DELTAGERE
Du behøver ikke have lavet Gravidyoga eller anden yoga tidligere for at gå til Mor & baby yoga. Du er velkommen ca. 6 uger efter en ukompliceret fødsel (spørg hvis du gerne vil i gang tidligere). Har du fået kejsersnit, bør du tale med din læge, før du påbegynder en yogapraksis.
HOLD
Holdstart i marts:
B10, fra 6 uger til baby kravler*, tirsdag kl. 12:00-13:30 16. mar., 23. mar., 6. apr., 13. apr., 27. apr., 4. maj, 11. maj, 18. maj 2010
* Kravlende babyer er også velkomne. Men undervisningen er særlig velegnet, mens baby ikke er så mobil.